Den Fælles Sikkerhed Kræver Personlige Ofringer

Sikkerhed

Danmark er blevet til den velfærdsstat den nu engang er, fordi vi alle har været villige til at give afkast på noget af det, der ellers ville være vores, for at kunne løfte i fællesskab og gøre Danmark bedre for alle danskere. Det er nogle værdier, der ligger dybt i alle danskeres gener, og det har en enorm betydning for hvordan vi ser verden, og hvordan vi tilgår diverse problemstillinger.

Jeg fik for nyligt en mulighed for, at flytte til Indien og arbejde der. Der var efterspørgsel på folk fra vesten, der kendte til byggeri og anlæg. Jeg havde egentligt altid godt kunnet tænke mig at komme lidt ud af landet, og opleve noget nyt. Specielt en ny kultur. Ikke at jeg har noget imod den danske kultur, men som så meget andet, så tror jeg det er nemmere at sætte pris på hvad vi har, når vi har udvidet vores horisont og kender alternativerne.

Det var en lang rejse, og det tog mig nogle uger at vænne mig til klimaet og kulturen i Indien. Uanset hvor mange gange man har hørt om kulturchok, så er der ikke noget der kan forberede én på selv at opleve det. Det er en helt anden verden man træder ind i, når man først lander i Indien. Folk er super flinke, så det gør det nemmere: men der er alligevel så mange nye ting, at det er ganske overvældende. Jeg er glad for, at jeg tog et par ugers ”ferie” i Indien, før jeg begyndte på mit nye arbejde.

På jobbet blev jeg dog mindst like så chokeret. Folk rendt rundt på arbejdspladsen og var super produktive og dygtige: men manglen på sikkerhedsudstyr var noget, jeg slet ikke kunne klare. Der var åbenbart ikke rigtigt noget lovgivning på området – ikke noget der blev håndhævet i nævneværdig grad i hvert fald. Så dem der stod for byggeriet så ikke nogen grund til at ”spilde” penge på hjelme og den slags, og den enkelte arbejder tjente ikke nok til, at kunne købe udstyr til sig selv. Jeg kæmpede bravt for at få cheferne til at se det som en god investering – vi snakker trods alt menneskeliv her! Men til sidst opgav jeg den rute, og valgte i stedet at bruge nogle af mine egne penge på at købe sikkerhedsudstyr til alle de folk jeg arbejdede med.

Det var ikke noget, jeg fik særligt meget tak for: mange af de ansatte var faktisk lettere irriterede over at jeg tvang dem til at gå med sikkerhedsudstyr, fordi det ikke er det mest behagelige tøj i verden. Cheferne trak bare på skuldrene. Men til syvende og sidst, så mener jeg at den fælles sikkerhed er den lille ofring værd. Hvis det her sikkerhedsudstyr kan redde bare ét menneskeliv, så har det været det hele værd, og mere til.